Med mere end 20 års erfaring i den sociale sektor og mange års erfaring med salg af specialiserede apparater og udstyr til blinde og svagtseende, støder vi nogle gange på indignation fra potentielle købere: "hvorfor er denne blindeskriftsprinter så dyr?", "Ja , til prisen for denne talende trykknap Du kan købe en iPhone!", "Men hvorfor er disse skak så dyre?", Lignende tanker kom til os selv, omend på niveau med følelser. Så lad os finde ud af det nu sammen, hvorfor det sker, og hvem har skylden?
Hvad er den endelige pris for hvert produkt?
Den første fase er udviklingen af enheden. Selv at ændre enhedens design, øge batteriet og skærmen, reducere tykkelsen af sagen og så videre kræver komplekst arbejde af ingeniører. Det er trods alt nødvendigt ikke kun at installere delene, men også at tage højde for kølepladen og elektrisk interferens og afskærmning og bekvemmelighed for yderligere vedligeholdelse og reparation og brugervenlighed for brugeren. Beskrivelsen gælder for telefoner eller videoforstørrere, men gælder for næsten enhver kompleks teknik.
Den anden fase er softwareudvikling. Selv ændring af en allerede eksisterende hardwaremodel kræver en ny firmware. Hvad kan vi sige om helt nye enheder, med nye, aldrig før-implementerede funktioner. Dette arbejde er næsten vanskeligere end den første fase. Meget ofte omfatter producenternes designbureau flere programmører end ingeniører og teknikere.
Den tredje fase er forberedelse til produktion. Ja, ja, selve produktionen er ikke endnu, da det stadig er nødvendigt at lave forme til plastdele, passende udstyr til plader og mikrokredsløb, stik, pakninger og andre ting, hvilket gør enhedens bærende ramme af metal, maling og mange , mange småting.
Alle beskrevne operationer er gyldige både til masseproduktion af hundredtusindvis af enheder og for flere dusin enheder. Alt dette skal gennemtænkes, samles, skrives i software og laves efter tegninger og skitser. Alt dette arbejde kræver betaling til specialister og er groft sagt spredt for hver frigivet enhed. Men hvis dette er et masseprodukt, såsom en almindelig smartphone eller tv, så er denne mængde omkostninger opdelt i hundredtusindvis af enheder eller endda hundredvis af millioner, som iPhones. Således betaler hver af køberne af disse enheder, efter at have betalt for det i butikken, maksimalt en tusindedel af en procent af udviklingsomkostningerne. Normalt på sådanne serier handler det om et par dollars, selvom dyre designere var involveret i udviklingen. Men hvad nu hvis enheden er højt specialiseret, og der kun produceres et par hundrede af sådanne enheder? Desuden skulle du arbejde meget mere på det, da dette ikke er en ændring og forfining af den gamle model, men et helt nyt unikt produkt? Så det viser sig, at hver enhed allerede står for op til én procent af udviklingsomkostningerne. Og det er hundredvis af dollars.
Vi siger, at producenterne drager fordel af svag konkurrence og hæver priserne urimeligt, men er det sandt?
Lad os tage et kig på det globale marked for tiflo-teknologi og analysere, hvad der sker med det.
Enabling Technologies, som har været involveret i brailleprintere i mere end 40 år, erklærede pludselig, at markedet krævede komplekse integrerede løsninger og gik sammen med HumanWare om at udvikle, sælge og servicere brailleprintere.
Optelec, en hollandsk udvikler af blindeskriftsskærme og videoforstørrelsesglas, er tvunget til at fusionere med USA-baserede Freedom Scientific efter 40 års drift. Bemærk, at Optelec var kendetegnet ved enheder af et højere niveau og kvalitet, men kunne ikke modstå markedsøkonomiens storm.
Endnu værre er situationen med det kendte tyske firma BAUM Retec, kendt for sine Braille Vario-skærme og højkvalitets videoforstørrere. Ved at frigive produkter af referencekvalitet blev virksomheden tvunget til at erklære sig selv konkurs. I nogen tid fortsatte dens afdeling i USA med at arbejde, montører, der arbejdede med BAUM, fortsatte visse aktiviteter, men kunden er mere død end i live.
Så hvor er den utallige rigdom tjent fra blinde brugere takket være oppustede priser?
Hvorfor forlader gamle virksomheder markedet, fusionerer eller fusionerer til større, og nye aktører dukker ikke op på markedet? Nej, nogle gange dukker nye startups op, viser punktskriftsskærme baseret på et nyt princip eller smarte briller for 5 tusinde euro, men de giver ikke meget vejr på markedet, nogle har generelt en tendens til at tro, at tiflo-teknologimarkedet stagnerer.
Lad os se på et par mere eller mindre populære forslag eller krav, som vi nogle gange hører om priser.
Vi får at vide: "Producenter skal tage højde for, at udstyret er beregnet til handicappede og ikke moderere deres appetit, ikke overpris".
Ja, hver producent, før de udforsker et nyt marked for sig selv, udvikler eller endda bare sælger en ny enhed, analyserer udsigterne under hensyntagen til efterspørgsel, konkurrence og købekraft. Købekraften blandt handicappede er ikke for høj, heller ikke i velhavende europæiske lande eller USA. Blinde tilhører sjældent engang middelklassen, hvad angår indkomst, og i betragtning af de ret høje priser på specielle enheder, er det ikke alle blinde europæere eller amerikanere, der har råd til et blindeskriftsdisplay med en printer, smarte briller og en talende mikroovn uden statslig hjælp. Det vil sige, at der ikke er nogen væsentlig efterspørgsel efter disse produkter, og salget er i vid udstrækning afhængigt af offentlige sociale bistandsprogrammer. Hvis ikke for dette, ville vi ikke se engang halvdelen af de enheder, der nu bliver produceret. Producentens mål er at skabe overskud og ikke at påtage sig sociale funktioner og forsyne blinde mennesker med forskelligt udstyr til kostpris. Disse virksomheder modtager højst ikke præferencer og fordele fra deres lande - vi som købere betaler ikke moms.
Vi hører: "Producenten skal forstå, at i vores land kan de ikke betale så meget og skal sætte priserne ned for os, ellers sælger de ikke noget som helst."
Lande med lav købekraft blandt blinde og et næsten fuldstændigt fravær af offentlige støtteprogrammer er generelt af ringe interesse for producenterne. Når vi som potentiel partner henvender os til en producent med et partnerskabs- og distributionstilbud, tilbydes vi straks at levere analyser på salgsmuligheder. Forberedelse af en enhed til salg i et nyt land indebærer nogle økonomiske omkostninger og udviklerens tid til lokalisering - oversættelse af grænseflademenuen, sprogtabeller og dokumentation. Hvis vi taler om salg af et par printere om året, vil producenten ikke gøre dette - han er interesseret i salgsmængder. Hvis vi ikke desto mindre vil sælge disse to printere om året og endda bede om at sænke prisen i lyset af befolkningens fattigdom og manglen på statsstøtte, vil vi simpelthen blive til grin eller i bedste fald kulturelt sendt til samarbejde med ministeriet om inddragelse af enheder i statslige programmer. En anden ting er, hvis vi formåede at lobbye visse programmer og garantere salg på niveau med hundreder eller tusinder af udstyr om året. Dette er vigtigt for producenten, og for sådanne prospekter og ordrer kan vi få en særlig pris. Men ingen vil skære priserne af medlidenhed, ingen vil skære priserne for at øge salget i et latterligt omfang.
Så hvad skal man gøre? Hvem vil forbarme sig over os og tage sig af os?
Måske tænker du, at spørgsmålet er rent retorisk, og der ikke er noget svar på det, at ingen har brug for det, og ingen skal gøre det? Nej, der er et svar på dette spørgsmål, eller rettere endda tre.
- Vi, der har brug for disse enheder, som ikke er i stand til at købe dem med al vores ønske, er de første og mest interesserede i at løse dette problem. Men vi er nødt til at tænke over, om vi absolut ikke er i stand til at tjene penge, eller er det bare nemmere for os ikke at forsøge at gøre dette, retfærdiggøre os selv med handicap? Hvis jobbet er rigtig dårligt, så kig videre.
- De fleste af os har slægtninge og venner. Det er ikke skammeligt at give børn hint om deres problemer og bede dem hjælpe med at løse dem. Det er pinligt, når børn køber de nyeste smartphones, et gulv-til-loft-tv og en bil "så god som folks" og ikke tænker på at købe deres forældre en særlig telefon eller en god spadserstok.
- Vi er en del af samfundet, borgere i staten, som er betroet sociale funktioner. Vi betaler skat, køber endda medicin på apoteket, brød i bageren, betaler huslejen. Vi opfylder vores forpligtelser over for staten og samfundet, derfor har vi ret til at forvente og endda kræve det samme af staten og samfundet. Ikke bare klynker og brokker sig til andre, men for at kræve og opnå. Det er staten, der har pligt til at give en blind basale behov for tekniske rehabiliteringsmidler, hvis det ikke giver et tilstrækkeligt niveau af sociale ydelser til selvkøb. Vi hører, at der er krise nu, det er for dyrt og urealistisk nu, hvad børn, hæren, de syge og de arbejdsløse har brug for. Vi har hørt det i mange år, og tingene er der stadig.
Jeg vil ikke afslutte artiklen med denne "positive" note. Sandsynligvis forårsager alle disse "helligdage for en blind person" og "White Cane" med pseudo-opmærksomhed og pseudo-hjælp en sådan reaktion. Og mennesker med handicap, der venter og kræver forståelse og hjælp fra hvem som helst, men ikke fra staten.
Du har læst denne artikel, og nu kan du roligt sætte dig ned og tænke trin for trin, hvad du kan gøre for at forbedre dit liv gennem moderne rehabiliteringsmidler. Og du behøver ikke at nærme dig dette med det samme med vantro på din egen styrke. Tænk godt om, planlæg og fortsæt, alt ordner sig for dig!
© S. Moskalets